Det er ambitionen at opnå høj dyrevelfærd med videreudvikling af lokalbedøvelse ved kastration, samt vi-den til produktion af hangrise med lav forekomst af hangriselugt. Dette samtidig med fastholdelse af en god produktionsøkonomi.
Kastration er særskilt nævnt i ”Handlingsplan for dyrevelfærd 2014” som Svinesektoren har indgået, ligesom der er et ønske i strategien fra LFS bestyrelsen om øget fokus på fremtidig hangriseproduktion og forebyg-gelse af brok. Med udgangspunkt i eksisterende viden indenfor navlebrok, hangriseproduktion, bedøvelse ved kastration , sikres, at de nye projekter bygger videre, så der hele tiden er fokus på at øge velfærden hos de danske grise. Navlebrok er et stort problem i en del besætninger, så jo tidligere i grisens liv, der kan sættes ind for at mindske følgevirkninger af navlebrok, des bedre. Der arbejdes videre med muligheden for at producere hangrise med lavest mulig frasortering for hangriselugt, og arbejdes videre med alternativer til kirurgisk kastration samt optimering af bedøvelse før kastration.
Der vil i dansk svineproduktion være færre slagteklare grise med buler ved navlestedet, som ikke kan transporteres til slagteriet. Derved øges både velfærden og landmandens bundlinje. Viden om muligheder for hangriseproduktion med lavest mulig frasortering og højest mulig velfærd og produktivitet og dermed værdi vil gøre det muligt på lang sigt at tage beslutning om, hvordan produktion af hangrise kan indføres.
Meddelelse 1168: Lokalbedøvelse giver en effektiv reduktion af grisens typiske smertereaktioner under kastration. Afprøvningen viste til gengæld ingen forskel på smertereaktioner mellem brugen af to forskellige præparater og to forskellige metoder.
Fædre med lavt androstenon gav afkom med 27 % lavere androstenon end fædre med højt androstenon. 15 % cikorie i foderet fire dage før slagtning medførte et 50 % lavere skatolindhold.
Undervisningsmateriale til landbrugsskoleelever om baggrunden for at indføre lokalbedøvelse, og hvorfor det er svært at lave hangrise eller immunokastrerede hangrise
Erfaring 1904: Hangrise undgår tidligt i livet smerte og ubehag ved kastration, men har større risiko for at få skader senere i livet. Denne erfaring vurderer dyrevelfærden fra fødsel til udlevering hos hangrise, galte og immunokastrerede grise.
Brok hos grise bruges som en fællesbetegnelse for udposninger ved navlestedet. Brok kan give udfordringer i nogle besætninger, og selvom brok ikke helt kan forebygges, er der flere tiltag, du kan gøre for at mindske risikoen for brok hos dine grise.